tirsdag den 27. november 2012

Anker Hoffmann 1904-1985

Pige Ved Vandspejl af Anker Hoffmann ca. 1930
"Pige ved Vandspejl" - sådan hedder denne smukke lille statuette. Kunstneren bag er Anker Hoffmann. "Vandspejlet" her er flygellåget i forfatteren Johannes Bucholtz' kunstnerhjem i Struer. Jeg kender ikke historien bag lige netop denne lille skønne figurs tilstedeværelse her, men man har vel lov at gætte? Pragtfuld er den i hvert fald. En lille kvindelig Narkissos.


Den unge, smukke (mytologiske) græker, Narkissos afviste som bekendt en nymfes tilbedelser. Nymfen forbandede til gengæld ham. Han blev "dømt" til at forelske sig i sit eget spejlbillede. Han blev tryllebundet af sit spejlbillede. Dér sad han så, forelsket og forgabt i sit spejlbillede, og sygnede hen til det rene intet i sin van(d)skæbne.

Jeg ved heller ikke, om det er dén myte, Anker Hoffmann havde i tankerne, da han skabte pigen, men det er vel ret sandsynligt - med den klassiske dannelse han havde fået, og havde mødt på Kunstakademiet i 1923-25 hos professor Einar Utzon-Frank og forinden på gymnasiet. I "Kunsthaandbogen" 1953 s. 61ff beskriver Hoffmann billedhugger-teknikkerne med udgangspunkt i netop græske forbilleder og klassicismen. Så min antagelse har meget for sig, hvilket hans værker også bærer stærke mindelser om.

Hans forbindelse til Bucholtz-parret gik gennem hans hustru, Fro Vibeke Larsen fra Struer (f. 1903). Parret blev gift i Gimsing Kirke (Struer) den 31.07.1927 - som det anes nederst i kirkebogen. Hoffmann beskriver selv, at han blev introduceret til Olga og Johannes Bucholtz gennem sin hustru. Jeg formoder, at hun kunne have været elev hos Olga Bucholtz, der var lærerinde i en periode. Måske lærte hun at spille klaver på det selvsamme flygel, hvorpå figuren er fotograferet? Olga gav i hvert fald klavertimer til byen musikalske ungdom.

Kirkebogen for Struer Kirke 1927
- Hoffmanns viet 31. juli 1927 i Gimsing Kirke
Hoffmanns karriere blev fin inden for kunstens verden, og selv takkede han i forordet til Bucholtz-selskabets årbog 1978 varmt Johannes Bucholtz, der skaffede den unge kunstner en opgave med legemsstor bronzestatue efter en lille statuette og via midler fra Ny Carlsbergfondet i 1931 ("Struerpigen"):
"Johannes Bucholtz hjalp ved denne håndsrækning med til at tømre den beskedne sokkel, jeg en tid blev placeret på i kunstlivet".
Bucholtz var den gang den mest læste forfatter i landet - og med en berømmelse, der kun er blevet få til del. Hans roman "Egholms Gud" fra 1915 blev hans gennembrud. I 1927 havde hans skuespil "Skænk Mig Fjender" premiere på Det Kongelige Teater med de store stjerner Paul Reumert og Clara Pontoppidan i hovedrollerne. Spillet turnerede landet frem til 1929. Han vandt i 1931 en nordisk romankonkurrence med "Susanne", der blev udgivet i Norden, England og navnlig Tyskland. Hans hjem i Struer var et veritabelt kulturelt kraftcenter med tidens berømtheder som hyppige gæster.

Det var den regn, der dryppede på degnen, Hoffmann - og den taknemmelighedsgæld, han gav udtryk for i forordet til årbogen. Jeg gætter på, at "Pige Ved Vandspejl" er en "tak for hjælpen-gave" fra Hoffmann til Bucholtz, men det er kun gisnerier. Statuetten skulle være fra ca. 1930. Hoffmanns skulpturer står mange stedet rundt i større byer, men som for Bucholtz er kendskabsgraden til ham dalet. Som han antyder, mistede han kontakten til de toneangivende kredse - lagde måske selv for stor afstand til de andre vilde og eksperimenterende kunstnerkolleger?

Hans beskedenhed i forordet til årbogen til trods; så fejler kunstnerens selvbevidsthed i hvert fald ikke noget. I "Kunsthaandbogen" side 80,  slutter han af med at omtale sin egen "Aakjærpigen", opstillet 1944 på Kirkebakken i Skive, med noget, der tangerer selvros:

Lermodel-forlægget til granitskulpturen "Aakjærpigen"
- her omtalt i Struer Dagblad den 10.september 1941,hvor Aakjær ville være fyldt 75 år.
Her i "Kunsthaandbogen"nævner han med slet skjult foragt moderne materialer, anvendt til skulpturer, så som "flækkede flintesten, murstensskærver, havegrus og adskilligt andet", hvorefter han spørger retorisk, om dét er fornyelse eller dégeneration;og tilføjer så som pointe om sin egen markante granitskulptur "Aakjærpigen":
"Hun er mere solid, selv en istid kan gå henover hende, og når isen er smeltet, står hun stadig som et vidne om pigen, der lægger sig ved storrugens rod".
Godt sagt, Hoffmann, synes jeg - pointen nærmest hugget i granit - og dermed slut på, hvad han fandt værd at fortælle om billedhuggerkunsten - den gang i 1953 i "Kunsthaandbogen".

Om istiden kan bryde fortryllelsens vandspejl for den unge, smukke pige på flyglet i "Bucholtz' Hus", eller om den vil lade hende upåvirket, skal jeg lade være usagt. Men den fortryllelse, Hoffmann har lagt i pigens formsprog over og gennem tiden, binder i hvert fald mig en tid og indtil videre... Hun er simpelthen et stort kunstværk - størrelsen til trods!

Vandbærerske - forlægget for "Struerpigen" - også i Bucholtz' Hus (Struer Museum)

PS: Meget interessant er, at den samtidige billehugger Adam Fischer bl.a. har lavet 2 skulpturer "Vandbærerske" og en ung pige, der spejler sig i vandflade (den står i Østergade, Holstebro og er fra 1946, jf. artikel af Nina D. Olsen i Hardsyssel Årbog 1984, s.120).

Fischer og Hoffmann havde haft samme kunstneriske skoling, hvorfra inspirationen formentlig stammer til de 2 helt ensartede temaer, men derom nok en anden gang.

Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar