lørdag den 23. maj 2015

Georg Baumann (21.03.1883-02.02.1916)



Foto fra www.eZeptalk.de
fra indlæg af "Pasol"
“Liebe Grete und Kinder! Befinde mich augenblicklich in großer Gefahr, bin mit unserem Schiff ins Meer gefallen. Liebe Grete! Bis zur letzten Stunde auf Rettung hoffend, ist es anders bestimmt, nun, so ist es Gottes Wille. Getreu bis in den Tod, grüßt und küßt Dich und die Kinder herzlichst
Dein treuer Georg"

Dagen efter druknede Georg. Hans lig blev 4½ måneder senere fundet på Tranum Strand i Nordjylland.

Der er rudekuverter, der kan gøre nedtrykt. Men at få et 'Feld-postkarte' med det indhold, må for Grete Baumann have været ubeskrivelig skrækkeligt. Den værste post nogensinde.

Indholdet - at Georg havde fundet den våde grav under sin tjeneste som 'Obermaschinisten-Maat" på Luftschiff L19 i starten af februar 1916 - var hun sørgelig bekendt med allerede. Dels var luftskibet ikke vendt tilbage til basen i Tønder efter bombetogtet mod England den 31.01.1916, men på meldinger fra England vidste man, at en fiskekutter fra Grimsby "King Stephen" havde været i tæt kontakt med luftskibet og dens nødstedte besætning.

De skibbrudnes møde med "King Stephen" af Grimsby

Der var obeserveret nødsignaler fra Zeppelineren og fiskekutteren var i mundtlig kontakt med Zeppelinerens chef kaptajn Loewe, der talte engelsk. De tyske søfolk tryglede om hjælp, ville betale for det, men måtte se kutteren sejle. Noget som plagede skipper William Martin resten af hans dage, som et barnebarn fortalte til Grimsby Telegraph 01.06.2014.

Om det var for sikkerhedens skyld - for ikke at blive overmandet med kun 9 mand mod 16 - det kunne kun Martin svare på, og det var hans officielle argument. Den britiske presse fandt det rimeligt at overlade disse 'pirater' og 'baby-killers til' drukne-døden.

På bombetogtet havde 9 zeppelinere hver smidt 1,5-2 tons bomber. Godt 60 var dræbt og 100 sårede. Den slags terrorbombninger kunne, forstår man nok, hidse folk op. Men der var delte opfattelser i det rimelige i at efterlade de tyske søfolk i dagene fra 03.02.1916, da historien ramte avisforsiderne med skipper Martins som kilde. Søens uskrevne lov om altid at redde skibbrudne var i hvert fald brudt.

Tyskernes egen skyld

Men det var tyskernes egen skyld, mente Londons biskop - Arthur Winnigton Ingram - citeret i "Flight" den 10.02.1916, det var i orden at lade tyskerne drukne: "Any English sailor would have risked his life to save human life, but the sad thing was that the chivalry of war had been killed by the Germans, and their word could not be trusted". Han refererer direkte til den tyske kaptajn Loewes løfter til skipper Martin, som denne valgte ikke at tro.

Premierminister Asquith havde om biskoppens tidligere meget tyskfjendtlige udtalelser i krigens anledning karakteriseret dem som "jingoism of the shallowest kind". Biskoppens udtalelser skal naturligvis ses i lyset af krigen og af den naturlige patriotisme, som krigen gav anledning til, men er dog i den kyniske ende for en kirkens mand. Men ret skal være ret, tyskerne havde været hårde ved civilbefolkningen i Belgien ved krigens start, og fra luften smed man altså bomber i England mod civile mål.

"Treu bis in den Tod" postkort "lån" fraFoto fra www.eZeptalk.de
fra indlæg af "Pasol"
Feltpostkortet, der var skrevet med blyant, er dateret 01.02.1916 kl. 16. Georg Baumann og de andre 15 besætningsmedlemmer havde reddet sig fra gondolerne op på skroget. Beklædningen var alt andet end intakt efter beskydningen inde over Amsel i Holland, og det var kun et spørgsmål om tid, før de sidste rester ville synke ned på Nordsøens bund. Her i nødens stund skrev hver enkelt sit afskedsbrev, med tankerne hjemme hos de kære...i dødsangst og svindende dagslys mod den nat, der skulle blive deres sidste.


L19 (foto fra Wikimedia)
Termoflaske-posten og flaskeposten

Der blev sendt 2 flaskeposter. Den ene i en termoflaske. Den anden i en ølflaske. Begge blev mærkeligt nok fundet.

Termoen blev pakket den 01.02.1916, og ølflasken ca. middag den 02.02.1916. Det ved man fra indholdet. Flasken blev fundet i august 1916. Kaptajn Odo Loewe havde været pligttro til det sidste, og flasken indeholdt hans rapport om den engelske fiskers kontakt og manglende hjælp, trods hans tryglen om ikke at blive efterladt til den våde grav og med løfter på æresord om at forholde sig roligt over for de meget færre englændere. Dét flaskepostebrev bekræftede den triste historie, man i forvejen havde hørt om fra engelske medier, hvor kaptajnen havde fortalt om hændelsen.

"King Stephen" blev allerede i april sænket - den var naturligvis et meget jaget bytte som symbol i propagandakrigen. Mandskabet var dog et andet, og skibet inddraget under krigen som nu militært. Mandskabet på det nyslåede flådefartøj blev før sænkningen pænt taget til krigsfanger - tyskerne var jo ikke barbarer! Det var i hvert fald signalet, man ville sende.

Allerede i februar havde en svensk båd, "Stella", fundet termoflasken. Heri termoflasken var breve fra besætningen - derimellem Georg Baumanns brev, hvis desperate og rørende tekst, jeg har gengivet indledningsvis. Hans kort fik klistret et rødt frimærke med kong Gustav den 5. af Sverige på og blev sendt. Kortet er afstemplet i Smögen den 22.02.1916. Smögen ligger noget nord for Marstrand, på højde med Trollhättan.

Håbet, hvis der havde været noget tilbage, blev nu helt slukket hos familien Baumann, da Georgs kort nåede frem. Gretes dødannonce er dateret Kulmbach 07.03.1916 og er undertegnet "Die trostlose Gattin Margarete Baumann mit 5 unmündigen Kindern". Kulmbach er helt nede ved Bayreuth i Bayern.

Både kort og dødsannonce ses på http://www.weltkriegsopfer.de/Post-aus-der-Thermosflasche_121.html.

Strandvasker på Tranum Strand

Georgs lig blev, som nævnt i indledningen, fundet som strandvasker den 21.06.1916 på Tranum Strand. Han blev begravet ved Tranum Kirke, som jeg berettede om tidligere her på bloggen (se artiklen Luftskib L19). Her er et par 'skærmskud' fra kirkebogen over 'Døde Mandskøn 1916' for Tranum Sogn, der beviser det. Både nummer 4, Georg Baumann, og nr. 5 er strandvaskere fra krigen:






Præsten i Tranum, N.C. Christensen, der blev kaldt "Den Tykke Pastor Christensen", førte kirkebogen samvittighedsfuldt og med en sikker, letlæselig hånd.

Pastor Christensen var her i 1916 50 år, og havde fået embedet i 1912. Tidligere var han journalist - og det er nok grunden til, at strandvaskeren, der blev fundet på Tranum Strand overhovedet blev identificeret - præsten researchede hans historie og fandt, hvad han søgte.

Men hvorfor besværet midt i en verdenskrig med at finde frem til og berette til de pårørende om fundet og begravelsen? Manden var jo tydeligvis ikke dansk. Jeg tror, at præsten kunne, ville og endda følte sig forpligtet med hans nævnte baggrund - også måske med hans familiære baggrundsforståelse for Gretes og børnenes behov for vished: Det fremgår af folketællingen 1916, at præsten var gift med Hansine på 46 år, og selv havde 3 børn på 14, 10 og 5 år. (Han fik den højeste løn i Tranum Sogn; 2.400 kr. om året - hele 250 kr. mere end læreren, men det er jo en anden historie).

'Stærkt forrådnet' - '30- 50 år' skønner pastoren til kirkebogen - 33 år var den rigtige alder, som Baumann havde, da han druknede. Efter et ligsyn den 22.06.1916 ved embedslægen blev Georg Baumann så begravet ved Tranum Kirke af pastor Christensen. Det var den 24.06.1916 - sankt Hans' aften.

Af kirkebogen fremgår, at der havde været korresponderet fra pastor Christensens side angående identifikationen, og vi må antage, at beskeden er nået til Kulmbach og den sørgende enke Grete. Tyske internet-sider angiver i hvert fald, at Baumann som den eneste fra besætningen er fundet og begravet i Nordjylland (det er nu ikke rigtig: Jeg har fundet en fransk diskussion om et andet besætningsmedlem, Heinrich Specht fra Alsace, som åbenbart er fundet og begravet på Fanø (link)).
"Iflg. Skr. 17/8 16 fra Pastor Braunhof, Rinteln bei Hannover hed han Baumann fra Kulmbach Bayern, hvor hans Enke bor. Forespørgsel an, Begravelsen bl. svaret ved Brev af 21/8 16." 
Pastor Christensen har haft sine forbindelser i orden. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, er Baumanns grav eller gravsten på Tranum Kirkegård ikke bevaret, hvilket er synd, med dens relative verdenshistoriske betydning. Men nogen derude ved måske bedre?

Afslutning

Den storpolitiske betydning af episoden på Nordsøen den 02.02.1916 kan nok ikke undervurderes; her var stof til propagandaen fra Aksemagterne, der efterlyste engelskmandens ellers højtbesungne ære i dette. Samtidig kan man kun på 100 års afstand tænke sit om, hvad krig gør ved folk.

Denne 1. verdenskrigs grusomheder nåede juni 1916 de hjemlige kyster - bogstavelig talt. Her nægtedes den druknede sømand heldigvis ikke den sidste medmenneskelighed; en anstændig begravelse.

Neden for er et mindekort over den 16 mand store besætning, der endte deres liv den 02.02.1916 i den iskolde Nordsø. Teksten på kortet er kun "L.19." og så datoen: "2. II. 16.".

Det er ikke pænt, at smide brandbomber i hovedet på civile mål, selv i krig, men ret beset er der vel heller intet, der retfærdiggør, at lade folk i havsnød dø...?

Postkort "lånt" fra www.zeppelin-museum.dk" (- håber det er OK)
Jeg vover her til sidst et æret være deres minde, disse sømænd af luften, som led skibbrud på søen, i den store krig, som ingen havde ære af, og som er en af verdenshistoriens største tragedier. Havde den blot været den eneste.

Hvordan det gik Grete Baumann og de 5 mindreårige børn, ved jeg ikke. Men det har ikke været nemt for en enke i det krigsforarmede Tyskland. Georgs broder, var også besætningsmedlem på en Zeppeliner, der gik tabt, men igen; det er en anden historie.

Jeg har ikke kunne slippe Baumann, siden jeg fandt ham i kirkebogen. Nu har jeg skrevet, hvad jeg ved, og lader ham hvile i fred med hans skæbne - "....nun, so ist es Gottes Wille", som han skrev.


[Se mere  (jeg har deep-linket på siderne, selvom der er dårlig net-etikette) på:
www.infranken.de (hvis du er kommet hertil, må du ikke snyde dig selv for fotografierne på denne side - navnlig de 2 engelske avisillustrationer med tilhørende tekst!); www.ezeptalk.de ; www.weltkriegsopfer.de samt danske www.zeppelin-museum.dk (men gå til den tyske version, der er langt mere informativ og med en masse herlige billeder fra Tønder-basen - og historien om L19 )]

1 kommentar:

  1. Georg Baumann er nu også en person, man støder på i Thyborøn i det ret nye SeaWar Museum - med billede og det hele. Jeg har også i mellemtiden, fra pålidelig kilde og gennem lokalhistorikere i Han Herred, desværre fået bekræftet, at Baumanns grav og sten ikke længere findes på Tranum Kirkegård.

    SvarSlet