tirsdag den 6. oktober 2015

Censur på Vejrum Kirke

Vejrum Kirke
Mellem Struer og Holstebro ligger Vejrum Kirke. En større, meget flot kirke med kor apsis og skib i store kvadersten i regelmæssigt murværk med flot lige hugget sokkel med bånd. Kirken har et smukt, smukt traditionelt blytag og en meget selvbevidst løgkuppel, der kan ses viden om. På nordsiden af koret har der været en billedkvader, der er blevet bortcensureret! Man kan undres - hvorfor?


Mod vest og nord for kirken er en dyb erosionsdal med en lille å - "levende vand". Den slags vand, der før kristningen kunnevære helligt, og som ved kristendommen indførelse blev erobret af den nye tro til at blive døbt i. Der er tegn på munke på stedet (se om soluret - en gnomon - med tidebønnetegn: Link). Kirken er ombygget. Men tegnene på munke er der tegn på et meget tidligt dåbskapel her - før kirken blev bygget. Flere kvadrer bærer også præg af at være genanvendte og formodentlig fra en tidlig kirke eller netop et dåbskapel her på stedet.

Koret set fra nord - med livstræet og den censurerede mand
Et tegn på dåbskapel-funktion ser jeg navnlig - for uden soluret på sydsiden og placeringen ved "levende vand" -  i den genanvendte kvader lige under remmen over korets afblændede vindue. Her er livstræet, der voksede af Kristi kors, eller som korset ifølge legenden forvandlede sig til. Det her livstræ står endda helt øjensynligt på Golgatha (jeg ved godt, at livstræet på Vejrum Kirke andre steder kaldes for en - stiliseret - lilje, men det synes jeg ikke, den ligner nok til at kunne være. Jeg hæfter mig ved den tydelige korsform på placering på en bakke og med 3 stiliserede blade, der mere ligner blade, en kronblade fra en lilje).

Livstræet på Golgatha - tror jeg da nok - oppe til højre i billedet under remmen
De genanvendte granitkvadrer har dog i et enkelt tilfælde rummet noget symbolik, der i en senere tid, og formentlig under et andet regime, end ved kirkens bygning, har givet anstød.

Jeg gætter igen, og denne gang på, at reformationen eller eftertiden i forhold til den, har fundet et motiv for så anstødeligt, at det skulle borthugges. Se lige fotografiet neden for: Der er et par fødder med resten af manden 'afmonteret' - altså bortcensureret. Hele den øverste del af billedkvaderen er helt bevidst hugget bort. Man kan så undres over, hvorfor censor lod fødderne stå?

Måtte han, som hærværksmand, tage benene på nakken, da han blev afsløret ved hammerslagene af den således alarmerede og tililende præst? Nok næppe - censor har formentlig bare været doven anlagt, og da han blev træt i armen tænkt, at nu var der kun et par almindelig fødder tilbage og ikke det symbol, der gav anstød; med andre ord: "Job done!"

"Fodsporene" efter den forsvundne - bortcensurerede - mand
"Aftrykket" efterlader det desværre meget åbent med hensyn til, hvad der er fjernet - som det også har været meningen fra censors side. En kjortel ser det dog ud til, at manden - eller er det en kvinde - har båret.

Der er ligesom rundinger omkring figuren, som har manden stået med hænderne i siderne og albuerne strittende ud fra kroppen. Det har fået mig til at tænke på Sheela na Gig fra de britiske øer - og den måske selvsamme figur fra døbefonten i Lerup. Men jeg tænker også på billedkvaderen fra Hvidbjerg Kirke med den mærkelige dreng (det siger sagnet, at det er, og det ser også lidt sådan ud, se neden for). Men hvad det nu lige er, der var, og som er hugget bort, det kan man kun gisne om.

Nogen har berøvet os den forklaring, fordi det ikke bekom den pågældende vel, at vi fik lov at se noget,som var tabu efter vedkommendes opfattelse. Måske kunne det være et billede af Gud hamselv? Der er jo en religiøs ikonofobi mod billeder af Gud fra tidlige tider - man ser kun hans øje eller hånd på ældre billedfremstillinger. Eller var det et symbol på en tro, der var blevet kættersk, og som derfor blev hugget ned?  Var det blot almindeligt utugtigt/obskønt efter en ny tids standard? Tja: gæt selv! Her er et par af min gisninger om sammenhæng og forklaring. De kan alle læses om andre steder på denne blog, men posituren virker som fællesnævner:

Drengen (?) i Hvidbjerg
Dame på døbefonten i Lerup i min streg (drejet 90 grader)
Shela na Gig-figur fra Irland (Killinaboy Church)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar