Under oprydning i værkstedet stødte jeg på en kasse specialøl. De blev, helt usystematisk, stukket til side på en vag idé om at grundlægge en ølsamling. Det var tilbage i '90erne. Jeg var da gennem Selskab for Vestjysk Ølkultur begyndt at interessere mig for øl. Det var i en tid, før microbryggerier, og hvor der kun var 10 bryggerier tilbage i DK. Kassen blev åbenbart gemt lidt for godt af vejen - den blev glemt. Den har stået alt for længe og for varmt. Men uanset disse ugunstige forhold tager jeg opgaven på mig. Nogen skal jo gøre det: Smage sig gennem kassen!
Første test: En simpel 0,5 L dåse Guinness Draught - MHT 19.01.1995.
Det var ikke just en nydelse - lad det være sagt straks. Farven var dog stadig kulsort, men den normale skumkrone, var der ikke meget af. Der skulle rystes bundslat for at få den beskedne skumkrone frem, der ses på billedet, og den forsvandt ligeså hurtigt, som den kom.
Draught Guinness årgang 1993-1994 (MHT 19.01.1995)
Den mørke Guinness skiller i forvejen vandene blandt øldrikkere. Men de sædvanlige fordomme, om flad smag, trods den store flotte skumkrone, er med 20 års lagring blevet til; flad smag og flad/ingen skumkrone! Den har en ret lav alkoholprocent på 4,2 %. Allerede den lave procent lader ane, at den ikke bør lagres - og slet ikke i 20 år i en varm kælder.
Jeg er - skal det retfærdigvis siges - ikke specielt begejstret for den mørke Guinness. Stouter i det hele taget er heller ikke ligefrem mine foretrukne. En enkelt meget kold stout i et højt vinglas til en god fodboldkamp eller anden slow-drinking-lejlighed er dog ikke at foragte. Men stouter er også karakteriserede ved - foruden den mørke farve - at være stærkøl med 5-7 % alkohol. Porteren er samme type bare endnu stærkere. Guinness er i forhold til det en mønsterbryder med sin lave procent.
Samme lave procent har dog givet den et stort publikum - måske også ved at den tillader den brændte kaffe-agtige smag fra de mørkristede bygmalt at dominere smagen i forhold til en ret mild bitterhed fra humlen. Samtidig har den en særlig luftig konsistens; den tilsættes ikke bare kuldioxid, men også nitrogen. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det gør nogen forskel - eller har dén virkning, men det fremhæver Guinness. Guinness er imidlertid øllenes smoothie, når den er velskænket som traditionen byder - men det er nu kun en tradition fra 1959, hvor øllen kom på markedet. Der findes dem, der hævder, at kan man li' Guinness, kan man ikke li' øl, men det er nu rigelig kækt, selv ofr min smag.
Den her gamle svend var meget sød og meget flad - nitrogen eller ej. Der var ingen fylde i munden og den sidste rest bitterhed på bagtunge var der simpelthen ikke. Den havde smag i retning af en fesen nisseøl og kaffenoterne var helt væk. Dens duft var lidt tvivlsom opvaskevandsagtigt. Der var ikke meget Guinness tilbage. Den skal ikke gemmes!
 |
| Ved at ryste bundslatten kraftigt lykkedes det til, ære for fotografen, at få en kortvarig men meget lavstammet skumkrone |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar